Whitepaper
AI-centreret SEO-strategi
Sådan opnår du vækst på AI-drevne søgemaskiner
Gennem en AI-centreret SEO-strategi øger du sandsynligheden for at blive anbefalet og valgt, når potentielle kunder spørger AI-chatbots om relevante løsninger, leverandører eller produkter.


2025 - © InboundCPH A/S
Indhold
Executive Summary
En oversigt over, hvordan AI fundamentalt ændrer kunderejsen og beslutningsprocesser, samt InboundCPH's AI-first tilgang.
Forstå den nye søgevirkelighed
Dyk ned i AI-assisterede søgningers voksende betydning, og hvordan de transformerer den traditionelle søgemaskineoplevelse.
Grundlaget for AI-SEO-strategi
Udforsk de principper og den nye tankegang, der er nødvendig for at opbygge en effektiv SEO-strategi i en AI-drevet verden.
Avanceret teknisk forståelse
Få indsigt i de tekniske aspekter og krav, der er afgørende for at optimere indhold til AI-søgninger og -chatbots.
AI-centreret SEO-strategi i praksis
Lær om konkrete metoder og eksempler på, hvordan en AI-centreret SEO-strategi implementeres for maksimal synlighed og kommerciel værdi.
Fra indsigt til handling
Vejledning til, hvordan du omsætter den nye viden og de strategiske indsigter til praktiske skridt for din virksomhed.
Executive Summary
AI forandrer den måde, beslutninger træffes på – og det sker lige nu.
I komplekse kunderejser spiller AI-assisterede søgninger en stadig større rolle i den afgørende "messy middle" – hvor muligheder vurderes, og beslutninger modnes og træffes.
  • Ifølge Semrush overhaler AI-søgning de traditionelle søgemaskiner i 2028.
  • Besøgende fra AI-chatbots er 4,4 gange mere tilbøjelig til at konvertere end besøgende fra en traditionel Google-søgning.
  • Vores analyse af over 1.500 marketingprofessionelle viser, at mere end 80 % i dag anvender en kombination af en AI-chatbot og en søgemaskine.
Hos InboundCPH har vi siden AI’s gennembrud for to år siden haft fokus på at forstå og handle på den forandring, AI skaber – både i kundernes beslutningsadfærd og i måden, virksomheder går til markedet på. Vi har analyseret den nye søgeadfærd, eksperimenteret i praksis og gradvist transformeret vores SEO-framework til en AI-first tilgang, designet til at maksimere synlighed og kommerciel værdi i AI-assisterede kunderejser.
I dette whitepaper deler vi vores vigtigste indsigter og erfaringer – strategiske, tekniske og praktiske – så du kan ruste din virksomhed til en ny virkelighed, hvor synlighed ikke handler om at blive fundet, men om at blive valgt.

"Vi er vidner til den mest grundlæggende transformation af kunderejser siden begyndelsen af internettet. AI ændrer ikke bare søgning – den påvirker hele 'The messy middle', hvor brugere undersøger, evaluerer og beslutter sig."
— Henning Madsen, CEO & SEO-evangelist, InboundCPH A/S
Forstå den nye søgevirkelighed
AI-assistenter som ChatGPT, Perplexity og Googles AI Overviews er blevet en integreret del af måden, vi søger information og træffer beslutninger på. Denne ændring i adfærd er ikke blot en tendens – det er en markant transformation i den digitale kunderejse!
Omfanget af denne transformation bliver tydeligt, når vi ser på de seneste data:
60%
af alle Google-søgninger
ender uden klik.
SparkToro's omfattende Zero-Click Search Study fra 2024 viser, at 58,5% af alle Google-søgninger i USA og 59,7% i EU ender uden at brugeren klikker på nogen resultater. Det betyder, at brugerne i stigende grad får deres svar direkte fra søgeresultaterne – ofte via AI-genererede sammendrag.

Kilde: SparkToro
5,2 mia
besøg på ChatGPT i juli 2025.
Platformens popularitet er eksploderet, og ifølge Semrush data får ChatGPT.com nu 5,2 milliarder besøg månedligt (juli 2025)². Det placerer ChatGPT blandt verdens mest besøgte websites og understreger AI's centrale rolle i informationssøgning.

Kilde: SEMRUSH
1.200%
vækst i AI-genereret trafik i detailhandlen
Adobe Analytics' analyse af over 1 trillion besøg til amerikanske detailwebsites viser en dramatisk stigning i AI-drevet trafik. Fra juli 2024 til december 2024 steg trafikken fra generative AI-kilder med 1.200% sammenlignet med samme periode året før. Denne tendens fortsatte ind i 2025.
» Forstå den nye søgevirkelighed
I 2028 overhaler AI-søgninger traditionelle søgninger
Semrush's studie af over 500 digitale marketing-eksperter afslører en klar trend, og det forventes at AI-søgning i 2028 overhaler traditionelle søgninger i både volumen og værdi
Det mest opsigtsvækkende? Brugere, som benytter AI-assistenter til deres søgninger, er 4,4 gange mere sandsynlige for at konvertere. Hvorfor? Fordi AI hjælper dem med at afklare behov, vurdere løsninger og nærme sig en beslutning – inden de besøger dit website.
» Forstå den nye søgevirkelighed
AI's nye rolle i kunderejsen
Som sagt ændrer AI ikke bare, hvordan kunder søger – den ændrer hvornår og hvor beslutningerne formes.
Før i tiden opstod "præferencer" ret sent i forløbet – efter en grundig research, sammenligning og flere besøg på websites.
I dag sker det langt tidligere. AI leverer hurtige, kvalificerede anbefalinger, der allerede ved første kontakt kan afgøre, hvem der bliver en del af kundens shortlist – og hvem der bliver sorteret fra.
Eksempel på traditionel kunderejse:
Stimulans → Google → Website → Research → Sammenligning → Handling

Eksempel på AI assisteret kunderejse:
Stimulans → AI "samtalen" → evt. Google → Website → Handling
AI er blevet kundens første og nogle gange sidste filter før beslutningen. Du konkurrerer derfor ikke længere kun om klik – men om at blive nævnt som en legitim mulighed i selve beslutningsgrundlaget.
» Forstå den nye søgevirkelighed
Når traditionel SEO ikke længere er nok
Det er ikke længere et spørgsmål om statiske søgeord, som vi kender det fra traditionel SEO. Selvom der er mange ligheder, handler det i dag primært om at matche relevante forespørgsler med indhold og omtale, der skaber mening og værdi – og som tydeligt signalerer din relevans over for AI-modellerne. Det er denne form for digital præference, der afgør, om dine produkter eller ydelser bliver præsenteret som en kvalificeret mulighed i de afgørende øjeblikke, hvor AI assisterer kunder i deres beslutningsproces.
Kunderejsemapping og forespørgselsintention
Kortlæg, hvordan dine kunder tænker, søger og formulerer sig – særligt i de tidlige faser af kunderejsen og i AI-værktøjer. Jo bedre du forstår deres intentioner, desto nemmere bliver det for AI at matche dem med netop din løsning.
Onsite og offsite optimering
Sørg for, at både dit eget indhold og eksterne kilder tydeligt signalerer relevans, autoritet og troværdighed. Det gør det lettere for AI at identificere og anbefale din virksomhed, når potentielle kunder er i researchfasen.
Brug klassisk SEO til at fokusere indsatsen
Byg videre på eksisterende søgeordsdata og identificér de fraser, der konverterer, har høj søgevolumen og matcher kommerciel intention. Brug dem som pejlemærker for, hvilke spørgsmål og temaer AI skal forbinde med din virksomhed
Definér en datadrevet baseline
Etabler en tydelig starttilstand baseret på målepunkter som Share of Voice i AI-svar, AI-trafikkilder og indholdssynlighed. Det skaber fundamentet for løbende prioritering og effektmåling.
Det handler ikke om at erstatte klassisk søgeoptimering – men om at supplere den med en strategi, der matcher en ny
AI-virkelighed. Senere i dette whitepaper får du helt konkrete råd til, hvordan du griber hvert område an.
Grundlaget for AI-SEO-strategi
Hvad er AI-centreret SEO?
AI-centreret SEO udvider klassisk SEO fra kun at handle om søgemaskiner til også at omfatte de AI-samtaler, hvor kunder i dag træffer beslutninger. Strategien bygger på et solidt SEO-fundament, men tilføjer de afgørende teknikker, der sikrer, at I bliver anbefalet og valgt af AI.
Centrale principper for AI-centreret SEO
  • Fundamentet: Fasthold og styrk den eksisterende SEO-performance som fundament for AI-optimering.
  • Styrket autoritet: Udnyt eksisterende autoritetssignaler og opbyg ny troværdighed, som AI-systemer anerkender.
  • Udvikling af indhold: Skab indhold, der både er målrettet mennesker og struktureret til AI-forståelse.
  • Teknisk optimering: Implementér tekniske forbedringer, der hjælper både søgemaskiner og AI-systemer.
  • Måling og indsigt: Kombinér klassiske SEO-målepunkter med nye AI-specifikke KPI’er.
  • E-E-A-T, struktureret data og FAQ: Bør anvendes, hvor det er muligt
En AI-centreret strategi erstatter ikke traditionel SEO – den udvider den med nye muligheder og sikrer et højere afkast på eksisterende SEO-investeringer samtidig med, at virksomheden bliver klar til fremtidens søgelandskab.
» Grundlaget for en AI-centreret SEO-strategi
Samspillet mellem klassisk SEO og optimering af AI-synlighed
Supplerende styrker
Traditionel SEO og AI-optimering hviler begge på kvalitet, relevans og autoritet. Godt SEO-indhold performer ofte fornuftigt i AI-svar – men måden, du beskriver dine produkter, ydelser og kompetencer på, bør ofte gentænkes og uddybes for at fungere optimalt i en samtale-baseret kontekst.
Teknisk overlap
Flere tekniske SEO-tiltag – som struktureret data, hastighedsoptimering og tilgængelighed – understøtter ikke kun klassiske søgemaskiner, men forbedrer også indholdets forståelighed for AI-modeller.
Se iøvrigt vores Jem & Fix case, som eksempel på hvor stor en forskel resultatorienteret SEO kan være.
SEO Case
Kvalitetskorrelation i indhold
Velskrevet SEO-indhold er ikke automatisk velegnet til AI-svar.
Selvom både Google og AI-assistenter belønner kvalitet, struktur og troværdighed, er der markante forskelle i, hvordan indhold vurderes og gengives.
AI-modeller fokuserer på kontekst, formulering og brugervenlig forståelse – ikke bare keywords og struktur. For at opnå høj synlighed i AI-svar skal indhold ofte tilpasses sprogligt og semantisk, så det fungerer i en samtalebaseret, rådgivende kontekst.
Kort sagt: Klassisk SEO skaber synlighed – men AI-optimering handler om at blive valgt og gengivet i selve svaret.
Autoritetsoverførsel
Domæneautoritet og faglig ekspertise, opbygget gennem klassisk SEO, har også positiv indflydelse på, hvilke kilder AI vælger at nævne og referere til i sine svar. Din synlighed i AI-svar afhænger i høj grad af, om du allerede opfattes som en autoritet i feltet.
» Grundlaget for en AI-centreret SEO-strategi
Platformsspecifikke karakteristika og strategier
AI-Chatbots er stadig ny og under udvikling. Vi forventer, at teknologien bliver bedre over tid, så resultaterne bliver både mere præcise og mere værdifulde. Selvom de forskellige platforme har forskellige måder at arbejde på, er det stadig afgørende, at indhold har høj kvalitet, tydelig autoritet og er relevant i forhold til kundens rejse, virksomhedens brand og produkter. Her er nogle forskelle vi har identificeret mellem de mest populære platforme.
ChatGPT
ChatGPT vægter kilder med høj autoritet (ca. 55%) og favoriserer akademiske referencer, forskningsartikler og etablerede medier. Indhold skal være faktabaseret, veldokumenteret og struktureret til nem udtrækning.
Gemini
Tæt integration med Google Search betyder, at klassisk SEO (autoritet 45%, virksomhedsdata 30%) i høj grad overføres til Gemini. Fokusér derfor på at styrke synligheden i Google som fundament for Gemini-performance.
Perplexity
Perplexity lægger større vægt på virksomhedsdatabaser (35%) og opdateret indhold. Derfor er det vigtigt at holde virksomhedsprofiler ajour og publicere regelmæssigt og aktuelt indhold.
Claude
Claude prioriterer autoritative kilder (65%) og kontekstuelle svar. Det betyder, at dybdegående, nuanceret indhold med flere perspektiver klarer sig bedst.
» Grundlaget for en AI-centreret SEO-strategi
Indholdsstrategiens udvikling i AI-centreret SEO
Struktureret indhold som konkurrencefordel
AI'en scanner efter letforståelige konklusioner. En klar struktur med overskrifter og punktopstillinger sikrer, at det er jeres pointer, der bliver udvalgt og citeret
Dybdegående dækning
AI foretrækker kilder, der behandler emner grundigt og fra flere vinkler. Undgå overfladisk indhold – skab autoritative og omfattende ressourcer.
Citerbare konklusioner
Indsæt tydelige, faktuelle statements, der kan anvendes som selvstændige citater. Hver sektion bør have sammenfattende pointer, som AI kan identificere og anvende. Det er en fordel med relevante kundeudtalelser og cases.
FAQ-integration
Svar på ofte stillede spørgsmål i et struktureret format er meget værdifulde. Brug schema markup til FAQ og sørg for, at svarene er fyldestgørende og selvforklarende.
Brandautoritet og social proof
Indarbejd virksomhedens faglige ekspertise naturligt i indholdet for at styrke forbindelsen mellem brandet og de relevante emner i AI-systemernes forståelse. Suppler gerne med brugeranbefalinger og social proof, som øger troværdigheden og gør indholdet mere værdifuldt – både for AI-modeller og for menneskelige læsere
» Grundlaget for en AI-centreret SEO-strategi
Det tekniske fundament
For at AI-systemer kan finde, forstå og bruge dit indhold, skal de tekniske rammer være på plads. Mange AI-platforme fungerer anderledes end traditionelle søgemaskiner og har særlige krav til, hvordan indhold præsenteres og tilgås. Derfor er det vigtigt at sikre, at dit website er hurtigt, struktureret og let at læse for både mennesker og maskiner.
Benyt Server-side rendering (SSR): AI-crawlere som Common Crawl og ChatGPT bot kan ikke eksekvere JavaScript. Derfor er Server-side rendering en afgørende faktor for synlighed i AI-platforme.
  • Undgå Client-side rendering!
Struktureret data (schema): Schema markup fungerer som kommunikationsbro til AI. Brug JSON-LD-format og inkludér Organisation, Artikel, Produkt og FAQ-skemaer.
Robots.txt-strategi: Kontrollér adgang for crawlere – prioriter vigtigt indhold og blokér indhold, der ikke bør/skal indekseres. Arbejd dynamisk med Robots.txt
Performance og tilgængelighed: Hurtige, mobiloptimerede og tilgængelige websites performer bedre i både SEO og AI.
Avanceret teknisk forståelse
Sådan behandler og udvælger AI-systemer information
AI-chatbots får deres viden ved at blive trænet på enorme datamængder indsamlet fra internettet. Når de skal generere svar, supplerer de denne "paratviden" med realtidsinformation, som de henter fra eksterne kilder. For at arbejde strategisk med AI-centreret SEO er det vigtigt at forstå, hvordan disse processer fungerer.
Træningsdata og deres betydning:
Common Crawl (35%)
Common Crawl er den største kilde til AI-træningsdata og crawler internettet månedligt for at samle tekstindhold. I modsætning til Googles crawler har den tekniske begrænsninger – især manglende evne til at læse JavaScript-baseret indhold.
Derfor giver korrekt server-side rendering en klar fordel: Indhold, der vises uden brug af JavaScript, bliver inkluderet i AI’ens træningsdata og dermed mere synligt i AI-genererede svar.
Wikipedia (25%)
Wikipedia er en af de mest pålidelige kilder i AI-træningsdata takket være strenge redaktionelle krav og grundige kildehenvisninger. En tilstedeværelse på Wikipedia sikrer næsten garanteret optagelse i AI’ens træningsgrundlag – med høj vægtning på autoritet.
Kvalitetsmedier (20%)
Etablerede nyhedsmedier bidrager med store mængder træningsdata og vægtes højt på grund af deres redaktionelle standarder. Mange nyhedssider blokerer dog AI-crawlere, hvilket begrænser deres direkte indflydelse i træningsdata – men de forbliver vigtige via realtidsindhentning af information.
Akademiske kilder og bøger (15 %)
Faglitteratur og udgivne bøger bidrager med dybdegående og troværdig viden, som AI-systemer vægter højt på grund af fagfællebedømmelse og høj redaktionel kvalitet.
Chat og feedback fra brugere (5%)
AI-chatbots lærer løbende gennem Reinforcement Learning from Human Feedback (RLHF) og eksisterende chatdata. Det hjælper dem med at forstå, hvordan information bør præsenteres, og hvilke kilder brugere oplever som mest hjælpsomme.
» Avanceret teknisk forståelse
Evaluering af autoritet og valg af kilder
Flersidet vurdering af autoritet
AI-systemer bruger avancerede algoritmer til at vurdere kilders autoritet. Det sker ud fra faktorer som historisk nøjagtighed, hvor ofte kilden citeres, redaktionel kvalitet og overensstemmelse med andre troværdige kilder.
Faktatjek og kildekrydsning
Moderne AI krydstjekker oplysninger på tværs af flere kilder, før de inkluderes i svar. Påstande, der ikke underbygges af andre autoritative kilder, har lavere sandsynlighed for at blive brugt i output.
Relevans og aktualitet
AI vægter både autoritet og aktualitet – især ved emner, der ændrer sig hurtigt. I sådanne tilfælde foretrækkes opdateret indhold fra pålidelige kilder frem for ældre, selv meget autoritative, informationer.
Struktur og tilgængelighed
Indhold med tydelige overskrifter, logisk opbygning og nemt udtrækkelige pointer har større chance for at blive inkluderet. AI foretrækker indhold, der giver mening, selv når det vises i brudstykker.
» Avanceret teknisk forståelse
RAG (Retrieval-Augmented Generation) og realtidsdata
Realtidsintegration af information
Flere AI-assistenter kombinerer træningsdata med live-søgninger, når de genererer svar. ChatGPT benytter Bing, mens Gemini og Perplexity primært anvender Google Search. Det skaber en stærk forbindelse mellem traditionel SEO og AI-optimering: Indhold, der rangerer godt i Google, kan påvirke AI-svar, selv hvis det ikke er med i træningsdataene.
Dynamisk kildevurdering
RAG-systemer vurderer kilder i realtid baseret på aktuelle autoritetssignaler. Det giver mulighed for hurtigere indflydelse på AI-svar – uden at vente på næste træningsrunde.
Konteksttilpasning
AI med RAG kan tilpasse valg af kilder afhængigt af emne, brugerens intention og tidligere interaktioner. Det åbner for mere målrettet optimering mod specifikke segmenter og søgebehov.
» Avanceret teknisk forståelse
Server-side rendering som konkurrencefordel
Den teknisk vigtigste faktor
Server-side rendering (SSR) er en afgørende teknisk forudsætning for succes med AI-optimeret SEO. Mange moderne websites bruger client-side rendering (CSR) for bedre brugeroplevelse, men det skaber barrierer for AI.
Common Crawl-begrænsningen
Common Crawl, som leverer 35 % af AI-træningsdata, kan ikke afvikle JavaScript. Websites, der er afhængige af CSR, risikerer derfor, at deres indhold ikke kommer med i AI's vidensbase – uanset hvor godt det performer i traditionel SEO.
Strategisk SSR
Virksomheder bør prioritere SSR på deres vigtigste indholdssider. Det kræver ikke en total omlægning af hele sitet – målrettet SSR på nøglesider kan give markant forbedret synlighed i AI-platforme.
Progressiv forbedring
Hvis fuld SSR ikke er muligt, bør man bruge progressive enhancement. Her gøres det centrale indhold tilgængeligt uden JavaScript, mens ekstra funktioner tilføjes dynamisk. Det skaber balance mellem brugeroplevelse og AI-adgang.
Konkurrencefordel for early adopters
Mange virksomheder har endnu ikke forstået betydningen af SSR i AI-kontekst, hvilket giver en oplagt mulighed for dem, der handler tidligt, til at opnå en markant fordel.
» Avanceret teknisk forståelse
Struktureret data som kommunikationsbro
AI-forståelse gennem struktur
Struktureret data fungerer som et kommunikationslag mellem dit website og AI. Det hjælper AI-systemer med at forstå og kategorisere dit indhold korrekt og kontekstuelt.
JSON-LD som standard
JSON-LD er det foretrukne format, fordi det er tydeligt og nemt at implementere. Prioritér schemaer som Organization, Article, Product, FAQ og Person, afhængigt af virksomhedens fokus og indholdstyper.
Dækkende og konsistent implementering
Implementér schema markup bredt på tværs af alt relevant indhold – ikke kun enkelte sider. AI-systemer har brug for sammenhæng og fuld kontekst for at kunne tolke dit indhold korrekt.
Skab semantiske forbindelser
Brug struktureret data til at vise relationer mellem emner, personer, produkter og indholdstyper. Det hjælper AI med at forstå jeres faglige område og ekspertise.
Løbende vedligeholdelse
Valider struktureret data jævnligt og sørg for, at markup stemmer overens med det faktiske indhold. Overvåg og ret fejl hurtigt for at bevare troværdigheden og opretholde optimal AI-forståelse.
AI-centreret SEO-strategi i praksis
I det følgende får du en række lavpraktiske tilgange – både manuelle og AI-assisterede – som du kan bruge til at analysere, optimere og styrke din synlighed i AI-svar. De kræver ikke, at du starter forfra. Tværtimod handler det om at udnytte og finjustere det, du allerede har, så det bliver mere brugbart for både brugeren og algoritmen.
Kunderejsemapping og forespørgselsintention
For at blive nævnt i AI-svar skal du forstå, hvordan dine kunder søger – og hvordan de formulerer deres spørgsmål. Det kræver en overgang fra klassisk søgeordsanalyse til reel forståelse af forespørgselsintention og sprogbrug. Her er to praktiske tilgange:
Manuel tilgang
  • Gennemgå kundeservicehenvendelser, chatlogs og salgsdialoger og notér de ord, vendinger og spørgsmål, som går igen – særligt dem, der opstår tidligt i beslutningsprocessen.
  • Interview sælgere og kundekonsulenter
    Spørg: "Hvilke spørgsmål stiller kunder typisk, før de er klar til at købe?"
  • Brug Google Search Console og søgeordsrapporter
    Identificér søgeord med høj impressions men lav CTR – det kan indikere, at dit indhold ikke besvarer forespørgslen godt nok.
  • Kortlæg kunderejsen manuelt
    Sæt dig i kundens sted og skitser, hvilke spørgsmål de har i hver fase: behov, overvejelse, evaluering, valg.
AI-assisteret tilgang
  • Bed en AI-model (fx ChatGPT) om at analysere dine data
    Upload fx transkriptioner, søgeordsudtræk eller supportsager, og få modellen til at gruppere eller opsummere de mest almindelige spørgsmål.
  • Få AI til at simulere forespørgsler
    Stil spørgsmål som: "Hvordan ville en CFO søge efter en bæredygtig B2B-løsning i overvejelsesfasen?" – og få variationer, du kan bruge som input til content og SEO. Eks. "Hvilket regnskabssoftware er bedst til startups?"
  • Test din synlighed i AI-svar
    Brug AI-platforme som ChatGPT, Perplexity og Google AI Overviews til at søge på typiske forespørgsler og se, om (og hvordan) du bliver nævnt.
» AI-centreret SEO strategi i praksis
Definér en datadrevet baseline
Hvis du vil være det foretrukne valg i AI's svar, skal du måle, hvor ofte du rent faktisk bliver valgt og anbefalet.
Hvordan måler du det?
  • Lav månedlige forespørgsler i ChatGPT, Claude og Perplexity på dine vigtigste kundeforespørgsler
  • Notér hvilke brands, der bliver nævnt – og i hvilken sammenhæng
  • Registrér hvordan dine egne svar bliver præsenteret: som anbefaling, reference, nævnelse eller slet ikke
  • Opbyg et Share of Voice-dashboard med målepunkter på tværs af platforme og emner
Share of Voice (SoV) viser, hvor ofte du bliver nævnt og anbefalet i AI-svar – og hvordan du står i forhold til dine konkurrenter.
Det hjælper dig med at finde svar på:
  • Hvem bliver anbefalet oftest i din branche?
  • Hvor er du fraværende, selvom du burde være blandt svarene?
  • Hvilke emner og spørgsmål forbinder AI med dit brand?
"Du kan ligge nr. 1 i Google – men være usynlig for ChatGPT. GEO handler om at blive valgt – ikke bare fundet."
Vi anbefaler også at du ser vores næste webinar om emnet
» AI-centreret SEO strategi i praksis
Share of Voice-måling i praksis
Dette er et eksempel på vores Share of Voice-metode i praksis.
Visualiseringen illustrerer, hvordan vi kortlægger og måler, hvilke brands der nævnes og anbefales i AI-assistenter som ChatGPT, Claude og Perplexity. Analysen er baseret på 240 søgninger relateret til en specifik branche og indgår som en central del af vores avancerede AI-SEO-analyse.
Dataene giver dig indsigt i din relative synlighed i AI-genererede svar, gør det muligt at identificere konkurrenter med højere eksponering og afslører skjulte muligheder, hvor din tilstedeværelse er fraværende – men burde være til stede.
Den første graf viser aggregerede resultater på tværs af alle forespørgsler. Til højre ses de individuelle søgninger, der danner grundlag for analysen. Tilsammen giver det et mere nuanceret billede af, hvilke temaer og emner dit brand bliver – eller ikke bliver – forbundet med i AI-assistenternes svar.
» AI-centreret SEO strategi i praksis
Onsite og offsite optimering
AI vurderer ikke kun dit indhold, men hele dit digitale fodaftryk. Det handler derfor både om at sikre, at dit website er let at forstå teknisk og semantisk (onsite), og at din virksomhed bliver nævnt og anerkendt i relevante kilder på tværs af nettet (offsite). Her er to praktiske tilgange:
Manuel tilgang
  • Undersøg fx langsom loadtid, manglende H-tags, duplikeret indhold og fejlagtige blokeringer i robots.txt. Bruges client-side rendering, risikerer du, at crawlere som CommonCrawl ikke kan indeksere indholdet – med tabt synlighed som konsekvens. Server-side rendering anbefales. Sørg desuden for korrekt konfigureret robots.txt og tilgængeligt XML-sitemap. Brug værktøjer som Screaming Frog eller Semrush til at identificere problemer.
  • Brug struktureret data (schema markup)
    Implementér FAQ, artikel- og produktmarkup for at hjælpe AI og søgemaskiner med at forstå indholdets formål og kontekst.
  • Skriv klart og kontekstuelt
    Brug spørgsmål og svar-format, indholdsblokke med klare overskrifter og sprog uden fagjargon.
  • Opbyg offsite autoritet manuelt
    Sæt PR og kommunikation i spil: skab omtale i nichemedier, fagportaler, cases og relevante netværk – og sørg for, at der linkes til dine vigtigste sider.
AI-assisteret tilgang
  • Få en AI-model til at evaluere indholdskvalitet og struktur
    Indsæt tekst fra en vigtig side i fx ChatGPT og bed den analysere: "Er dette let at forstå for en AI-model? Er strukturen klar? Matcher den søgeintentionen og de forespørgsler der måtte opstå i købsrejsen. Hvad mangler for at kunne citeres som svar?"
  • Generér forbedringer og semantisk markup med AI
    Bed AI om at omskrive indhold med fokus på klarhed, spørgsmål/svar-format eller foreslå passende schema markup, du kan implementere.
  • Simulér, hvordan AI forstår din side
    Brug prompts som: "Hvis en kunde spurgte 'Hvad er fordelene ved jeres løsning?', hvordan ville en AI citere denne side?" – det afslører, om dit indhold er anvendeligt i beslutningsøjeblikket.
  • Få AI til at generere outreach-tekster til linkbuilding
    Brug modeller til at udarbejde ideer til indhold, PR-mails og artikler der er centreret omkring spørgsmål køberne stiller i købsrejsen.
» AI-centreret SEO strategi i praksis
Brug klassisk SEO til at måle indsatsen
Du behøver ikke opfinde alt fra bunden. Klassisk SEO giver et solidt datagrundlag, der kan bruges til at prioritere din indsats mod AI-synlighed. Mange af de eksisterende værktøjer og metoder kan genbruges – blot med nyt fokus på forespørgselsintention, struktur og kvalitet.
Manuel tilgang
  • Identificér dine bedst performende søgeord
    Gennemgå Google Search Console og Google Analytics: Hvilke søgeord konverterer? Hvilke driver trafik med høj dwell time?
  • Fokusér på søgeord med tydelig intention
    Vælg de søgetermer, som signalerer kommerciel interesse (fx "bedste løsning til…", "hvad skal man vælge…"). Disse har høj relevans i AI-svar, der rådgiver brugeren.
  • Lav en content gap-analyse
    Sammenlign, hvad brugerne søger på, med det du faktisk har indhold om. Brug fx Semrush eller Ahrefs til at identificere manglende dækning.
  • Opdatér eksisterende indhold med struktur og klarhed
    Gør det let for AI at forstå: tydelige overskrifter, korte afsnit, spørgsmål/svar-format og stærk intern linkstruktur.
AI-assisteret tilgang
  • Bed en AI-model om at gruppere søgeord
    Indsæt en eksport fra Search Console og få AI til at gruppere søgetermer efter intention (informationssøgende, overvejende, handlingsorienteret). Det giver et klart billede af, hvor du bør styrke din dækning.
  • Få AI til at analysere dine top-performende sider
    Stil spørgsmål som: "Hvilke emner dækkes her, og hvilke relevante spørgsmål mangler?" eller "Hvordan kan dette optimeres til AI-synlighed og brug i beslutningsøjeblikket?"
  • Simulér forespørgsler i AI-værktøjer
    Test: "Hvis en kunde spørger 'hvordan vælger man den rigtige løsning', nævnes vi så?" – og justér indhold eller metadata herefter.
  • Automatisér optimeringsforslag
    Brug AI til at generere forbedringer til title tags, meta descriptions, H1'er og brødtekst – baseret på udvalgte søgeord og forespørgsler.
Fra indsigt til handling
Bliver din virksomhed nævnt, når kunder spørger AI om det, du tilbyder?
Du har nu fået indblik i, hvordan AI ændrer kunderejsen – og hvor vigtigt det er at være synlig i AI-svar. Det er her, forskellen opstår: mellem dem, der bliver valgt, og dem, der bliver overset.
Tak fordi du læste med!
Klar til at tage førertrøjen i AI-drevet synlighed?
Det kan være svært at vurdere omfanget og hvad det kræver at komme i mål.
Derfor giver vi gerne et bud på opgaven – helt uforpligtende. Du er også velkommen til at kontakte os hvis du vi høre mere eller har spørgsmål til os.
InboundCPH A/S
kontakt@inboundcph.dk
+45 7023 3535
inboundcph.dk

· August 2025 · © InboundCPH A/S. Alle rettigheder forbeholdes.
Indholdet er ophavsretligt beskyttet og må ikke kopieres, distribueres eller gengives uden skriftlig tilladelse.